Vælg en side

Min søn var helt oppe i skyerne, da han og hans højgravide kone i aftes var på besøg hos os. Siden han for godt tre år siden blev færdig med sin uddannelse som edb-programmør, har han været ansat i en it-virksomhed, der har specialiseret sig i at udvikle software til kunder med helt specielle behov.

Virksomheden er opdelt i flere divisioner, og der har internt i firmaet udviklet sig en kultur, hvor nogle divisioner er lidt finere end andre.

Og en enkelt af divisionerne er klart alene i top. Det er den afdeling, hvor man udvikler de såkaldte Business Intelligence systemer, som nok er de mest sofistikerede programmeringsopgaver, firmaet beskæftiger sig med. Det kræver både erfaring og en speciel næse for kundernes behov at arbejde med den type programmering.

Faktisk anede jeg intet om den type software, før min søn for længe siden fortalte mig om det. Der er tale om et edb-system, som kan samle data fra en række andre systemer og dermed give brugerne mulighed for at se hele virksomhedens aktuelle situation i en slags helikopter-perspektiv.

Og nu var knægten altså blevet tilbudt at skifte til denne afdeling. Det gav også noget mere i lønningsposen, men det var ret beset ikke det, der gjorde ham så glad. I hans firma er det ganske enkelt en stor ære og tillidserklæring at arbejde i divisionen for BI-udvikling, så han var både stolt og glad for det tilbud, han havde fået. Og – indrømmet – som far bliver man da også lidt stolt.