Vælg en side

Det var nok ikke så meget anderledes for mig end for så mange andre, da jeg var helt ung i 15-16 års alderen, for jeg drømte om at blive en berømt rockmusiker. Det var ikke så få timer jeg brugte på at stå foran et stort spejl med min elektriske guitar, som jeg havde fået til min 15 års fødselsdag, og øve mig på bare at se ud på den rigtige måde.

Jeg gjorde det altid kun, når jeg var alene hjemme, for dels syntes jeg nok, at det var lidt flovt at forsøge at komme til at ligne Elvis Presley eller en anden, dels var jeg jo nødt til at spille rigtigt på guitaren imens, og mine forældre og min storesøster var bestemt ikke begejstrede for at skulle lægge øre til mit guitarspil, som vistnok var alt andet end perfekt.

Men jeg øvede mig da på at spille, også når de andre i familien var hjemme. Det foregik altid på mit eget værelse, men lydniveauet var nok lige i overkanten til resten af familien, for en aften kom min far ind på værelset og lagde demonstrativt min dyne over min højtaler for at dæmpe lyden.

Det var selvfølgelig forståeligt nok, men mine forældre var nu alligevel så søde og rare, at de på et tidspunkt forærede mig et sæt høretelefoner, som jeg kunne slutte til den lille forstærker til min guitar i stedet for højtaleren, og så kunne jeg da i det mindste selv høre, hvad det var, jeg sad og spillede. De nye høretelefoner kom her fra: http://www.danguitar.dk/category/hoeretelefon-hovedtelefoner-181/