Få paragraffer er blevet debatteret så heftigt som straffelovens § 216. Siden den samtykkebaserede bestemmelse trådte i kraft, er der opstået en række misforståelser om, hvad loven faktisk siger — og om, hvad det betyder at blive sigtet. Lad os rydde op i det med juraen i hånden og fordommene lagt til side.
En sigtelse for voldtægt er blandt de mest indgribende, et menneske kan møde. Derfor er retten til et forsvar ikke en formalitet. Bliver du sigtet, har du krav på en beskikket forsvarsadvokat, hvis rolle vi uddyber her, og det er klogt at gøre brug af den ret fra første afhøring. Vil du læse selve bestemmelsens ordlyd og praksis, har vi samlet en gennemgang af straffelovens § 216. Og står du på den anden side som forurettet, kan der være ret til offererstatning, som du kan undersøge nærmere her.
Samtykkeloven fra 2021: hvad ændrede sig?
Den 1. januar 2021 fik Danmark en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Før den dato krævede en domfældelse som udgangspunkt, at samlejet var tiltvunget ved vold, trussel om vold eller anden ulovlig tvang. Nu er definitionen en anden: voldtægt er samleje med en person, der ikke har samtykket. Fraværet af et ja er nok — der kræves ikke længere et dokumenteret nej.
Det lyder som en jordskredsændring. På ét punkt er det også. Men her kommer den misforståelse, der svirrer mest.
Myten om den omvendte bevisbyrde
Det påstås ofte, at samtykkeloven “vendte bevisbyrden om”, så den sigtede nu selv skal bevise, at der forelå samtykke. Det er ikke korrekt. Da loven blev vedtaget, slog Justitsministeriet udtrykkeligt fast, at anklagemyndigheden fortsat bærer bevisbyrden. Det er stadig staten, der skal bevise skyld — ikke den tiltalte, der skal bevise sin uskyld.
Lige så vigtigt: kravet om forsæt består. En domfældelse kræver, at gerningspersonen har handlet forsætligt i forhold til, at der ikke var samtykke. Uagtsom voldtægt blev bevidst holdt uden for bestemmelsen. Den nuance forsvinder ofte i debatten — men den er afgørende, når en konkret sag skal vurderes.
Strafferammen — og hvad der skærper straffen
Hvad risikerer man så? Strafferammen er ikke én fast straf, men et spænd, hvor den konkrete sag afgør placeringen.
| Forhold | Strafferamme |
|---|---|
| Voldtægt, § 216, stk. 1 | Fængsel indtil 8 år |
| Særligt farlig karakter eller skærpende omstændigheder | Op til 12 år |
| Samleje med barn under 12 år | Indtil 12 år |
Inden for rammen lægges der vægt på den særlige krænkelse, forbrydelsen indebærer. En overfaldsvoldtægt straffes hårdere end de sager, der i praksis kaldes kontakt- eller parvoldtægt, hvor parterne kendte hinanden. At forurettede er offer for menneskehandel, indgår som en skærpende omstændighed. Straffen fastsættes altid efter en konkret helhedsvurdering — to sager med samme overskrift kan ende vidt forskelligt.
Hvad sker der, hvis du bliver sigtet?
For den, der pludselig står som sigtet, er det ukendte næsten lige så tungt som selve sigtelsen. Hvad nu? Hvad må politiet? Og hvad bør man gøre?
Dine rettigheder fra første afhøring
Du har ret til at lade dig bistå af en forsvarer, og du har ret til ikke at udtale dig. Det sidste er værd at dvæle ved. Mange tror, at tavshed får dem til at fremstå skyldige, og taler sig derfor ind i problemer under den første, pressede afhøring. En forsvarer kan hjælpe med at vurdere, hvornår det gavner at forklare sig — og hvornår det er klogere at vente.
I sager efter § 216 vil der typisk blive beskikket en forsvarer. Det betyder, at staten i første omgang lægger ud for salæret, og at du ikke skal finde en advokat på egen hånd i en kaotisk situation. Du har dog ret til selv at pege på, hvem du ønsker beskikket.
Hvorfor et forsvar ikke handler om at frikende skyld
Et forsvar er ikke det samme som at benægte alvoren i forbrydelsen. Et forsvar sikrer, at sagen bliver oplyst korrekt, at bevisbyrden løftes ordentligt, og at en uskyldig ikke dømmes — eller at en skyldig ikke dømmes hårdere, end loven foreskriver. Det er en hjørnesten i en retsstat, ikke en undskyldning for handlinger.
Og måske er det dér, debatten oftest kører af sporet. For man kan godt tage krænkelsen dybt alvorligt og samtidig insistere på, at skyld skal bevises. De to ting udelukker ikke hinanden. Tværtimod er det netop balancen mellem dem, der adskiller en retsstat fra en folkedomstol. Hvilken af de to vil du selv dømmes af, hvis det en dag var dig?