Spring til indhold

Et kvindehjem

Jeg nyder at være sammen med mit barnebarn. Det er en lille pige. 8 måneder gammel. Hun er vidunderlig. Dufter skønt. Er så småt begyndt at pludre, og smiler gerne. Hun har de sødeste smilehuller i kinderne. Hendes små, runde og fyldige kinder. Lige til at knibe al min kærlighed ind i. Jeg passer hende tit. Hendes mor er skuespiller og skal afsted til optagelser ca. hver anden uge. Som enlig mor, har hun nok at tage sig af, så jeg træder til – en kærkommen hjælp for hende. Det siger hun i det mindste. Barnets far er blevet fængslet. Han er blevet dømt for vold imod mit barn.

Hun var gravid

Han slog hende, imens hun var gravid. Der var flere gange, hvor vi måtte have hende på skadestuen. Sidste gang han slog hende, var hun i 8. måned. Jeg samlede hende op, efter at hun havde formået at finde kræfter til at ringe til mig. Jeg fik pakket en taske med hendes ting og fik hende på skadestuen i en fart. Her blev hun selvfølgelig undersøgt. Heldigvis var der ikke sket noget med fosteret. Men hun blev tilbageholdt på hospitalet. Hun fik ikke lov til at komme hjem. Imod hendes vilje. Lægerne og plejepersonalet tog sig godt af hende.

Et københavnsk kvindehjem

Og den psykolog, der kom og talte med hende, fandt et kvindehjem i København – https://annaskvindehjem.dk/, hvor hun kunne bo, når hun kunne blive udskrevet fra hospitalet. Der blev lagt sag an imod hendes kæreste. Han blev dømt. Og afsoner nu. Han ved ikke, at hans kæreste har forladt ham. Og han får det heller ikke at vide. Det må han selv opdage. Han er modbydelig. Hvordan kan man overhovedet overveje at slå en gravid kvinde – for slet ikke at tale om faktisk at slå hende. Det er modbydeligt at tænke på.

Og det har været en modbydelig periode for min datter. Hun har haft meget svært ved at acceptere, at forholdet ikke er godt for hende eller hendes barn. Det har voldt hende en masse skyldfølelse, at hun er flyttet ind på kvindehjemmet uden at sige noget til sin forhenværende kæreste. Det har voldt hende mange bekymringer, fordi hun vidste endnu ikke, helt hvordan hun skulle forsørge sig selv.

Bare pas godt på dig selv

Jeg sagde til hende dengang, at det skal hun ikke tænke på. Hun skulle tænke på at få fred og ro i de sidste uger af sin graviditet. Hun skulle glæde sig til at føde et sundt barn. Hun skulle tage tingene, som de kommer – dag for dag. Og selvfølgelig vil der være løsninger på alle problemerne. Måske ikke de ideelle løsninger. Men løsninger, der er bedre end at lade sig selv, bliver slået og udsætte sit barn for vold. Jeg tilbød hende at bo hos mig. Jeg har plads nok. Vi behøver ikke at klistre op ad hinanden.

Hun fik heldigvis en masse hjælp fra personalet på kvindehjemmet. De fandt jo hurtigt ud af, at hun er uddannet skuespiller. De fandt også en lille lejlighed til hende inde i København. Hun fik nogle møder på nogle teatre og hos en filmproducer. Fik nogle små jobs. Og nu hjælper jeg hende med babysitning, når hun skal arbejde.