Nu er det sådan, at jeg har fortalt mine forældre, at jeg ikke gider at gå i skole mere. Det er simpelthen for kedeligt. Der sker for lidt. Mine klassekammerater er kedelige. De er simpelthen ikke cool at være sammen med. Der sker ikke noget. De sidder, og nørder med deres games på PC’en og ved ikke en dyt.
Jeg vil have noget spændende at gøre. Jeg elsker musik og spiller i et rockband. Vi har været inviteret til varme op for et af de store, lokale bands her i byen, og det har været så fedt. Jeg elsker det. At stå på scenen foran 200 mennesker nede på det lokale spillested er bare fedt.
Måske kommer jeg en dag til at stå foran 15.000 mennesker under en koncert. Jeg ved, jeg kan, og jeg ved, at mine fans tror på, at jeg kan.
Skolen er i vejen
Men skolen, den er i vejen for mig. Det eneste, jeg vil, er bare at spille guitar. Min far har sagt, at det kan jeg sagtens gøre, men skolen, skal jeg passe. Guitarspillet kommer i anden række. Han forstår bare ingenting.
Min mor forstår mig lidt bedre, men er enig med min far: ”Du skal gøre din skolegang færdig, og bagefter, så kan du selv bestemme, hvad du vil bruge din tid på” sagt med den der søde pædagogstemme, hun altid bruger, når vi er lige ved at komme op og skændes.
Jeg har været henne hos vejlederen på skolen, fordi jeg har hørt, at det er muligt at tage folkeskolens afgangsprøver på en efterskole, som primært underviser i musik. Jeg har nemlig tænkt mig at droppe ud af skolen til sommer. Vil bare gerne spille musik.
Musik på efterskole
Vejlederen fortalte mig, at det er muligt at tage de obligatoriske eksamener på en musikefterskole, men hun fortalte mig også, at der kan være venteliste til sådan en efterskole. I op til mere end 2 år. Øv. Hun mente også, at jeg bør diskutere det med mine forældre, fordi det er ikke gratis at gå på efterskole. Ok, de kan måske få noget støtte til at betale det, men det afhænger helt af deres indkomst.
Hun var faktisk meget sød hende vejlederen, fordi hun sagde, at hun syntes, at det var meget modent af mig, at jeg kom og spurgte hende om det.
Nu er hun jo ikke min mor, men jeg tænkte bare, at det må være et sted at starte. Jeg skal nemlig bare væk fra den her skole – nu!
Da hun spurgte mig om, hvorfor jeg gerne vil på efterskole, fortalte jeg hende, at jeg keder mig – og at klassekammeraterne er nogle nørder, som jeg intet har tilfælles med.
Hun kiggede på mine karakterer og kunne se, at de er gode. ”Ja,” sagde hun, ”jeg tror, vi skal arrangere et møde med dine forældre om din skolegang. Du er jo dygtig, så du har måske bare brug for forandring. Vil du tage en snak med dem om det først og, så komme tilbage, hvis du har brug for det?”
Jeg har besluttet, at jeg vil prøve at tale med mor og far om det i aften.